Morgensang

Lørdag den 20. juni kl. 9.30

– NU FOR HELE FAMILIEN

Nu er det slut med at sidde og se fjernsyn, lægge puslespil, male sten og strikke! Skrappe tante Sofie fra Kardemomme by inviterer hele småbørnsfamilien til morgensang og gymnastik.

Den nye tradition med fælles morgensang med Bellevue Teatret er i denne uge dedikeret børnefamilierne i selskab med Kardemommebys allerskønneste folk.

Tante Sofie går forrest i morgengymnastikken som en sand Kardemomme-Kaptajn Jespersen. Kasper, Kamomilla og Tommy prøver at følge med på morgengymnastikken sammen med papegøjen fra Amerika og den talende kamel.

Og både folk og røvere synger for på alle Kardemommesangene sammen med teatrets kapelmester Christian Berg.

Pak skovturstæppet og morgenmaden, så ses vi på græsplænen over for teatret til en times gratis underholdning for hele familien.

Skov og strand frister og lokker, så morgenstrandturen kan blive til en hel familiedag i det blå og det grønne.

Gamle Tobias lover solskin og godt vejr hele dagen, men vi har en tørskoet plan b for en sikkerheds skyld: Hvis det bliver koldt, regnfuldt eller blæsende, går vi indenfor på teatret.

Vigtig information vedr. coronavirus

Da publikum ikke må være stående, opfordrer vi alle til at medbringe skovturstæpper.

Vi tager naturligvis højde for alle corona-forhold i tæt samarbejde med Nordsjællands Politi. Der vil være plads til højst 500 mennesker ifølge reglerne.

Vi glæder os til at se jer igen!

PrisArrangementet er gratis
MedTante Sofie, Kasper, Kamomilla, Tommy, Pia Jette Hansen og kapelmester Christian Berg
VarighedCa. 1 time