Vilde bæster

Alfred har fundet en gammel bog i kælderen og ved et uheld har han sluppet nogle fantasimonstre løs. Kun naturens egne utrolige dyr med de vildeste evner kan bekæmpe uhyrerne. Men hvem er disse dyr og hvor gemmer de sig? Sammen med biologen Anders Kofoed, som du sikkert kender fra TV, og skuespiller Lise Lauenblad går vi på jagt både indenfor og ude i naturen og møder alt fra dræbersnegle, rødknæet ninja, grotteedderkopper, pistolrejer, søpølser og den udødelige vandmand!

Lise og Anders

Lise er skuespiller og har været med i en lang række forestillinger for både børn og voksne. Lise har blandt andet medvirket i forestillinger på Det Kongelige Teater, Teater Zebu, Grob samt i TV-serien Borgen. Lise har modtaget Reumert-talentprisen.

Anders er nok Danmarks bedst kendte biolog. Anders har været formidler på Danmarks akvarium og fisk har en særlig plads i hans hjerte. Men Anders kender de fleste dyr og formår at finde de mest forunderlige, fascinerende og frække sider frem i alle de dyr, som vi tror, vi kender så godt. Anders fortæller fast om dyr i Go’ Morgen Danmark og har desuden medvirket i adskillige TV-programmer fx. Damen og dyret på DR3 og temalørdag om kæledyr.

Det er første gang Lise og Anders står på scenen sammen og de glæder sig til at fascinere og tryllebinde børn og vokse med det bedste fra videnskab og teater i hele efterårsferien.

Efterårsferie med gang i den

Bellevue Teatret åbner dørene til en efterårsferie fuld af sjov for børn og voksne. Teatret ligger tæt ved skov og strand, og derfor er det oplagt med en familieudflugt til området. I kan starte på teatret, hvor forestillingen Vilde Bæster giver en forsmag på alt det vilde, du kan opleve på stranden og i skoven efter forestillingen.

Med billet til forestillingen får du også mulighed for børnerundvisning, hvor vi åbner teatrets enorme tag. Der er også tegnekonkurrencer og masser af aktiv sjov både indenfor og udenfor teatret, f.eks. kan du løbe om kap med dyrene, springe højere end mus, læse om naturens utrolige dyr og få lov til at røre ved fisk i vores røre-akvarium.

Vi glæder os til at se jer til en sjov familie-efterårsferie på Bellevue Teatret!

Vilde bæster er for børn fra ca. 5-10 år

Varighed ca. 1 time og 10 minutter inkl pause


Køb billetter nu

Medvirkende

Lise Lauenblad

Anders Kofoed

Idé og manuskript

Anders Kofoed

Allan Richardt Jensen


Spilleperiode og -tider

10. – 14. oktober 2015

Alle dage kl.12:00

Pressefoto

Foto: Olivia Mikka Rohde